Lige nu er dele af Vesterhavet farvet rødt, mens det om natten kan lyse blåt.
De usædvanlige farveskift skyldes alger og store forekomster af et lille dyr. Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.
Det lille dyr med det latinske navn noctiluca scintillans er formentlig kommet til Vesterhavet for at nyde godt af såkaldte kiselalger.
På latin kendes lagerne som guinardia flaccida.
– Noctiluca scintillans lever af alger, og masseforekomster kan være opstået, fordi noctiluca har nydt godt af kiselalgen, siger biolog Helene Munk Sørensen i pressemeddelelsen.
Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet er det de massive forekomster af det lille dyr, der i øjeblikket farver vandet ved Vesterhavet rødt.
Den blålige farve, som vandet kan få om natten, skyldes også det lille dyr. Når dyret bliver stresset, udsender det nemlig i korte glimt blåt lys.
Det sker typisk, hvis der for eksempel bliver kastet sten i vandet, eller man svømmer eller sejler gennem vandet.
Naturfænomenet med de blå lys kaldes morild.
– Masseforekomsterne langs Vestkysten kan være en oplagt mulighed for at opleve morild, der kan give flotte lysoplevelser, når det er mørkt.
– Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor noctiluca scintillans udsender blålige lysglimt, men der er teorier om, at det er en form for forsvarsmekanisme, siger Helene Munk Sørensen.
Hverken dyret eller algerne producerer giftstoffer, og derfor bliver borgere ikke frarådet at bade i vandet.
Miljø- og Fødevareministeriet anbefaler dog, at man kun bader, hvis man kan se bunden, når man står i vand til knæene.
/ritzau/