Del artiklen:
Der skal ansættes lærere over hele landet for 275 millioner kroner. Men det er ikke alle steder, pengene rækker til de store ansættelsesrunder. (Arkiv)
Der skal ansættes lærere over hele landet for 275 millioner kroner. Men det er ikke alle steder, pengene rækker til de store ansættelsesrunder. (Arkiv) - Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Fra begejstring til behersket konstatering. To kommuner har hvert sit syn på millioner til ansættelser af nye lærere i folkeskolerne.

Af Jørn Sørensen, [email protected]

Forligskredsen bag finansloven kunne i går fortælle, at der i 2020 er afsat 275 millioner kroner til et generelt løft af folkeskolen, og herefter stiger beløbet løbende gennem de kommende år indtil 2023, hvor det rammer 807 millioner kroner.

Pengene fordeles mellem kommunerne efter størrelse, og i en af de største, Aarhus Kommune,  betyder aftalen, at der i 2020 vil være 14,5 millioner kroner til flere lærere. Det skriver Århus Stiftstidende.

Det glæder Thomas Medom (SF), Rådmand for Børn og Unge.

“Det er fantastisk at se, at efter årevis med smalkost bliver skolerne endelig prioriteret. Der bliver nu lidt mere tid til børnene og bedre vilkår for lærerne, og der er ingen tvivl om, skolerne længe har haft brug for pengene,” siger han og trykker på turboknappen:

“Nu gælder det om at få pengene ud til skolerne hurtigst muligt, så børnene kan få glæde af dem,” siger Thomas Medom.

Læs også:
275 millioner kroner skal skaffe flere lærere i folkeskolen

I Ringkøbing-Skjern Kommune er udvalgsformand Trine Ørskov (S) mere afdæmpet i sin begejstring. Kommunen modtager 2,8 mio. kr. til et løft af folkeskolerne.

“Er det smurt ud over alle skoler, så er det ikke meget, men det er da bedre, end hvis vi skulle af med 2,8 millioner kroner, og det giver da lidt mere luft,” siger Trine Ørskov til JydskeVestkysten.

Hun uddyber, at beløbet ikke dækker udgifterne til mange nye lærere, og det er derfor begrænset, hvor meget man kommer til at mærke til det ude på de enkelte skoler, og det bliver slet ikke på alle skoler, man kommer til at mærke det på.