I marts skulle en grundlovsceremoni markere og fejre kommende danske statsborgere i Frederiksberg Kommunes rådhus blandt andet med håndtryk fra borgmesteren.
Men på grund af coronakrisen blev ceremonien aflyst. Nu inviterer kommunen så igen – denne gang til en mindre ceremoni, der skal afholdes i begyndelsen af juli og gennemføres af Borgerservicecentret..
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Ansøgerne skal møde op enkeltvis og uden gæster. Ceremonien er tilrettelagt på den måde for bedst muligt at kunne efterleve retningslinjerne i forhold til håndtering af risiko for coronasmitte og samtidig opfylde ønsket fra ansøgerne om at blive danske statsborgere.
Til ceremonierne skal ansøgerne underskrive en erklæring om, at de vil følge grundloven.
Ceremonierne afholdes for de ansøgere i Frederiksberg Kommune, der har modtaget et brev fra Udlændinge- og Integrationsministeriet om, at de skal deltage i en grundlovsceremoni, og som er omfattet af loven om indfødsrets meddelelse vedtaget i december 2019.
Ansøgerne skal også bo på Frederiksberg for at kunne deltage, og de skal ansøge om at deltage senest 12. juni.