Dansk Folkeparti er blevet endnu et byrådsmedlem fattigere. Denne gang i Sorø, hvor Henrik Kjølby Pedersen torsdag i forrige uge meddelte, at han melder sig ind i Venstre. Det skriver TV2 ØST.
Han ønsker ikke at komme ind på, hvad der har fået ham til at vælge DF fra, men siger om sit skifte til avisen Sjællandske:
“Jeg vil gerne blive i blå blok. Og Venstre er det sted, der passer mig bedst. Der er højt til loftet. Nye Borgerlige? Nej, de er for yderligtgående til mig.”
Henrik Kjølby er den fjerde DF’er på Sjælland, som på under to uger forlader partiet.
Til TV2 ØST fortæller Henrik Kjølby, at det er mange småting, der har gjort, at han i dag føler sig mere som Venstre-mand end DF’er, men i modsætning til de øvrige parti-flygtninge handler hans exit ikke om forholdet til partitoppen på Christiansborg.
“Der er så mange småting, som kluminerede, og jeg blev enig med mig selv om, at den politiske linje fremadrettet, der tror jeg nok, jeg er lidt mere Venstre-mand,” siger Henrik Kjølby.