Der bliver sandsynligvis armlægning mellem kommunerne og regionerne, når de til efteråret skal debattere nærhedsreform i sundhedssektoren. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Regeringen, KL og Danske Regioner vil i efteråret drøfte rammerne for en nærhedsreform. Det kommer næppe til at gå stille af mellem KL og regionerne, når der skal diskuteres opgavefordeling på sundhedsområdet.
“Erfaringer fra forsøg med at fjerne procesregulering og detailstyring i kommunerne tyder på, at der kan skabes resultater for både borgere og medarbejder, når kræfterne bruges der, hvor de gør den største forskel for borgeren.”
Det står i den spritnye økonomiaftale mellem regeringen og KL. De har aftalt, at de til efteråret vil sætte sig sammen og se på mulighederne for at lave en nærhedsreform.
Et nærliggende område for parterne at tage fat på i forhold til nærhedsreform er sundhedsområdet. Det vurderer professor i kommuneøkonomi Kurt Houlberg fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
“Når regeringen, KL og regionerne skal tale om nærhedsreform, kommer det efter alt at dømme til at handle meget om sundhedsområdet. Her forsøgte den tidligere borgerlige regering at lave en reform af sundhedsvæsenet uden held,” siger Kurt Houlberg til NB-Økonomi og fortsætter:
“Når vi taler om nærhedsreform på sundhedsområdet, så har coronakrisen – ifølge kommunerne – tydeliggjort, at kommunerne kan varetage flere opgaver på det her område.”
“Det vil KL givetvis selvfølgelig bruge til at forsøge at få flyttet flere sundhedsopgaver fra regionerne til kommunerne. Så her bliver en armslægning mellem kommuner og regioner, når man skal til at forhandle nærhedsreform.”
"Når regeringen, KL og regionerne skal tale om nærhedsreform, kommer det efter alt at dømme til at handle meget om sundhedsområdet," siger professor Kurt Houlberg (Foto: VIVE).
Coronakrisen sætter skub i nærhedsreform
I økonomiaftalens tekst er parterne enige om, at coronakrisen har vist en række eksempler på, at der er behov for en nærhedsreform. Her står blandt andet:
“Håndteringen af corona-udbruddet har tydeliggjort det store potentiale, der er ved at give offentlige ansatte og ledere øget handlerum og tillid til at udfolde deres faglighed, så de kan levere den bedste mulige velfærd for borgerne.”
“Det har givet værdifulde erfaringer med at skabe forandringer i en offentlig sektor, der de seneste måneder har udvist en ekstraordinær fleksibilitet og omstillingsparathed. På tværs af faggrænser og sektorer har medarbejdere og ledere via nye samarbejder, teknologier og arbejdsgange sikret afgørende velfærdsydelser under vanskelige og omskiftelige forhold.”
“Parterne er enige om at bygge videre på de erfaringer i kommende drøftelser om udviklingen af velfærden.”
Rådmanden for børn og unge i Aarhus lovede, at kommunen inden udgangen af 2022 levede op til minimumsnormeringerne. Nye tal viser dog, at kommunen ikke er nået i mål.