Turistkommunerne og produktionskommunerne kan tabe store millionbeløb, når man skal kompensere for stigende ledighedsudgifter under coronakrisen. Omvendt vil særligt yderkommunerne score kassen på andre kommuners stigende ledighed.
I alt står 28 kommuner til at tabe samlet 650 millioner kroner, mens de resterende 70 kommuner skal dele en gevinst på 650 millioner kroner. Det betyder konkret, at eksempelvis kommunerne med Danmarks to største lufthavne, Billund og Taarnby, står til at miste henholdsvis 665 og 765 kroner pr. indbygger – vel at mærke efter man har fået statslig kompensation fra bloktilskuddet.
Det viser en analyse i NB-Beskæftigelse, som giver en indikation af effekterne af coronakrisen. Analysen er baseret på, at en tredjedel af de medarbejdere, som modtager lønkompensation, bliver ledige, når ordningerne ophører. Samlet resulterer det i en stigning i forsikrede ledige på cirka 50.000 i forhold til marts måned, hvilket stemmer overens med de seneste beregninger fra Finansministeriet.
Se i kortet her, hvordan det vil ramme de forskellige kommuner. Kommuner markeret med rødt taber penge, mens kommuner markeret med blåt vinder penge. Læs hele analysen og forstå mekanismen bag udregningen senere i dag på NB-Beskæftigelse.