Del artiklen:
Borgmester Henrik Frandsen fra Tønder Kommune er forarget over beskyldninger fra et andet medlem af byrådet. (Arkiv)
Borgmester Henrik Frandsen fra Tønder Kommune er forarget over beskyldninger fra et andet medlem af byrådet. (Arkiv) - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Et skolebyggeri med stærkt overskredet budget i sønderjyske Skærbæk fører til skænderi mellem borgmester og byrådsmedlem i fuld offentlighed.

Af Jørn Sørensen, [email protected]

Hvem vidste hvad på hvilket tidspunkt?

De spørgsmål har Liberal Alliances medlem af kommunalbestyrelsen i Tønder Kommune, Claus Hansen, stillet i et indlæg i JydskeVestkysten.

Claus Hansen anklager borgmester Henrik Frandsen (V) for enten alt for sent at have orienteret om massive budgetoverskridelser ved et skolebyggeri i Skærbæk, eller ikke være blevet ordentligt orienteret af sine embedsmænd.

Uanset hvad svaret er, så er det borgmesterens ansvar alene, skriver Claus Hansen. Han antyder også, at borgmesterens motiv kunne være, at han ikke ønskede at stå i et dårligt lys forud for Venstres opstilling af en kommende borgmesterkandidat.

Beskyldningerne er faldet Henrik Frandsen for brystet.

“Det er hans ret at skrive et sådant læserbrev, og også hans ret at lægge nogle motiver til grund. Men jeg er dybt uenig, og egentlig også lidt forarget over det med motiver. Det er ikke den måde, vi burde kommunikere med hinanden på,” siger Henrik Frandsen til JydskeVestkysten.

Han står uforstående over for anklagerne om at have ligget inde med vigtig viden allerede i december 2019.

“Jeg har set i byggereferaterne og kan ikke nogen som helst steder se, at der er hold i de påstande, han kommer med. Af december-mødet fremgår, at der stadig står 689.547 kroner på kontoen for uforudsete udgifter,” påpeger Henrik Frandsen.

At der er problemer med byggeriet, får borgmesteren først kendskab til i februar, da Tønder Kommune som bygherre ikke får medhold i en forsikringssag. Et planlagt fysisk møde med rådgivningsfirmaet Friis & Moltke sætter coronakrisen en stopper for. Mødet kommer derfor først i stand i april. Sidenhen går det stærkt. I løbet af fire dage vokser budgetoverskridelsen fra 2,0 millioner kroner til 8,5 millioner kroner.

“Den viden kan jeg under ingen omstændigheder have haft i december,” påpeger borgmesteren.

I kølvandet på de massive budgetoverskridelser er det besluttet at gennemføre en grundig og kritisk gennemgang af hele sagsforløbet omkring byggeriet af Ny Skærbæk Skole.

Fakta om skolebyggeriet i Skærbæk:

  • Det første spadestik til den ny folkeskole i Skærbæk blev taget i april 2019.
  • De oprindelige budget var 90 millioner kroner, og skolen skulle have stået klar til indflytning efter sommerferien i år.
  • Med den af totalrådgiveren nævnte overskridelse på yderligere 8,5 millioner kroner kan den samlede regning løbe op i niveau 110 millioner kroner. I dette beløb er ikke medregnet følgeudgifter af byggeriet, herunder prisen for nye tilkørselsveje og andre trafikale ændringer.
  • På et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde 7. maj blev det besluttet, at fortsætte skolebyggeriet, der nu forventes at være afsluttet midt i december.
  • Den nye skole i Skærbæk bliver, når den står færdig, på 6.400 kvadratmeter med plads til cirka 550 elever og 85 medarbejdere.

Kilde: JydskeVestkysten.