Del artiklen:

Hovedstaden og Midtjylland er de to regioner, hvor den største andel af lønmodtagere er sendt hjem med lønkompensation. Tallene siger noget om, hvor ledigheden kan stige voldsomt.

Af Jørn Sørensen, [email protected]

Antallet af danskere, der under Covid-19-epidemien er sendt hjem fra deres arbejde, og hvor virksomheden får hjælp til deres løn fra staten, er i øjeblikket på 170.000.

Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse. Andelen af folk på lønkompensation i forskellige egne er interesssante, for de kan være et forvarsel om, hvor arbejdsløsheden kan ramme meget hårdt den dag, hvor lønkompensationen stopper. 

De lønkompenserede danskere fordeler sig over hele landet, men Region Hovedstaden og Region Midtjylland er de to steder i landet med den største andel lønmodtagere sendt hjem på lønkompensationsordningen.

Kilde: Erhvervsministeriet.
Kilde: Erhvervsministeriet.

”Jeg er glad for, at regeringens hjælpepakker er til gavn på tværs af hele landet, sådan så danskere både i by og land kan få den sikkerhed, der følger med. Den her ordning giver danskere, der ellers ville være blevet fyret på grund af corona-krisen, mulighed for at beholde deres job og fulde løn,” siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).

“Samtidig giver det virksomhederne mulighed for at beholde medarbejdere, så de hurtigt kan komme på benene igen, når der er gang i hjulene igen. Det er vigtigt ikke mindst i de dele af landet, hvor der er længere mellem arbejdspladserne.”

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) tilføjer:

“Ordningen har sikret mange lønmodtagere fuld løn. Mister man jobbet rammer det den enkelte og deres familier hårdt, og derfor skal vi hjælpe. Det skal vi gøre ved at sætte skub i økonomien og støtte med opkvalificering til gavn for ledige og virksomhederne på både kort og lang sigt,” siger han.

Statens bidrag til lønnen er maksimalt 30.000 kr. per måned per medarbejder. Det gælder både funktionærer og ikke-funktionærer.

FAKTA: Her er flest sendt hjem med løn

Byer med lufthavne og kommuner i Storkøbenhavn har flest indbyggere, der er sendt hjem med løn.
170.283 lønmodtagere er i øjeblikket sendt hjem med løn under coronakrisen.

Her er en oversigt over de fem kommuner, hvor den største andel af de privatansatte er sendt hjem på lønkompensation, og de fem kommuner, der har sendt færrest hjem. 

Tallet i procent er andelen af alle privatansatte i kommunen. Tal for alle kommuner er indsat ved link nederst i artiklen.

1. Tårnby: 1914 personer (14,2).

2. Dragør: 540 personer (12,3).

3. Brøndby: 1217 personer. (12,0).

4. Billund: 1129 personer. (11,5).

5. København: 24.341 personer. (11,4).

De fem kommuner med færrest sendt hjem:

1. Kalundborg: 690 personer (4,7).

2. Samsø: 48 personer (5,7).

3. Morsø: 353 personer (5,7).

4. Brønderslev: 612 personer (5,7).

5. Odsherred: 525 personer (5,9).

Hele landet: 170.283 personer (9,3).

Den geografiske fordeling på kompenserede lønmodtagere:

  •        Region Hovedstaden: 58.400
  •        Region Sjælland: 20.200
  •        Region Syddanmark: 33.100
  •        Region Midtjylland: 37.500
  •        Region Nordjylland: 13.800

Kilde: Erhvervsministeriet.

Se tallene for alle kommuner via linket her.