Mandag starter de årlige økonomiforhandlinger mellem kommuner, regioner og staten.
Selv i normale år er der tale om nogle af årets vigtigste forhandlinger. I år spiller både coronavirus, udligningsreform og politisk pres for bedre normeringer ind.
Få et overblik over forhandlingerne her:
* Kommunerne og regionerne står for langt hovedparten af danskernes kontakt med det offentlige.
* Hvert år skal de forhandle med regeringen om, hvor meget de må bruge og på hvad. Det er de penge, der skal gå til områder som sundhedssektor, institutioner og skoler.
* I 2020 lød kommunernes økonomiske ramme til service på 261,8 milliarder kroner. Dertil kom 19,1 milliarder kroner til anlæg – byggeri – dog eksklusive ældreboliger.
* Samlet lød kommunernes økonomiske ramme for 2020 på 388,9 milliarder kroner.
* I 2020 lød den økonomiske ramme for regionerne på 118,4 milliarder kroner til sundhedssektoren og 2,5 milliarder kroner til anlægsudgifter. Derudover 4,8 milliarder fra en særlig ordning til at opføre nye sygehuse.
* Normalt begynder forhandlingerne i slutningen af april og afsluttes før sommerferien.
* I år er der flere særlige omstændigheder. Coronavirus har givet betydeligt omkostninger hos både kommuner og regioner, som regeringen har lagt op til at kompensere.
* Samtidig er der indgået en udligningsaftale, der på papiret har sendt 5,5 nye milliarder kroner til kommunerne.
* Derudover er der politisk lavet aftaler om blandt andet flere lærere, pædagoger og et løft i psykiatrien, der pålægger kommunerne at bruge flere penge.
Kilde: Ritzau, Finansministeriet
/ritzau/