Finansminister Nicolai Wammen (S) foreslår at bruge 6,1 milliard kroner på uddannelse og lærlinge samt på et direkte tilskud til virksomhederne.
Det gør han i Jyllands-Posten.
Forslaget udgør ifølge finansministeren et af tre spor, som han ser som vigtigst frem mod sommerferien.
– Vi håber at kunne indgå en aftale med arbejdsmarkedets parter, der giver økonomisk luft til virksomhederne, men også holder hånden under elev- og lærlingepladser under den økonomiske krise, siger Wammen til Jyllands-Posten.
Derudover peger han på en snarlig klimapakke og regeringens udspil til renovering af almene boliger for 30 milliarder kroner som de “tre store forløb” for regeringen i den kommende tid.
Flere partier efterlyser dog langt flere initiativer for at imødegå coronapandemiens økonomiske følger.
– Jeg er chokeret, hvis det her er regeringens ambitionsniveau, siger Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, til Jyllands-Posten.
/ritzau/