Seks partier på Københavns Rådhus indgik torsdag aften en aftale i coronaens tegn, da de fordelte midlerne i den såkaldte overførselssag. De blev blandt andet enige om tre hjælpepakker, der skal afbøde coronaens skadevirkninger.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen.
Torsdag blev partierne bag Københavns Kommunes Budget for 2020 enige om at fordele pengene i den såkaldte overførselssag – forårets ‘lille’ budgetaftale, der fordeler de ubrugte midler fra sidste års budget.
Aftalen, der fordeler 580 mio. kr., er præget af ønsket om at afbøde coronaens økonomiske og menneskelige skadevirkninger. Derfor blev partierne bag aftalen, Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre, SF samt Venstre, enige om tre hjælpepakker:
- En pakke skal sætte gang i erhvervslivet og give en håndsrækning til især hoteller, restauranter og virksomheder, der lever af turisme og oplevelser. Dette indebærer bl.a., at der åbnes op for udeservering på pladser, i parker og i et vist omfang på p-pladser – under hensyn til områdets beboere. Der opsættes også strømstik til udendørs arrangementer centrale steder i byen, og der gives penge til en kampagne for at tiltrække danske turister til København. Desuden styrkes byggesagsbehandlingen, så byggeprojekter kan komme hurtigt i gang.
- En pakke skal afhjælpe ensomhed blandt socialt udsatte, bl.a. ved at give mere tid til 1:1 kontakt, til at ledsage og til aktiviteter. Der er også penge til at opspore udsatte børn.
- En hjælpepakke skal afhjælpe ensomhed blandt ældre på plejehjem og modtagere af hjemmepleje, ved bl.a. at give mere tid til kontakt og ved at hjælpe ældre i gang med digital kommunikation, så de fx kan tale med familien via iPad.
“Jeg er glad og stolt over, at vi på Københavns Rådhus står sammen om at bakke op om de mange, hvis liv og hverdag er præget af covid-19 krisen. Vi taler om mennesker, der er i fare for at miste deres livsværk, om byens udsatte og ældre, som oplever stor ensomhed. Og om vores børn, der også har oplevet, at deres hverdag har været helt anderledes, end den plejer, under de sidste par måneders nedlukning af samfundet”, siger overborgmester Frank Jensen (S) i pressemeddelelsen.
Penge til forældre-kompensation
Der afsættes i aftalen også penge til at kompensere forældre, som for tiden passer deres børn hjemme i stedet for at sende dem i daginstitution, ligesom der afsættes 130 mio. kr. til øget ledighed og 40 mio. til uforudsete udgifter som følge af corona.
Aftalen bruges også til at dække en række udgifter, der er opstået, siden budgettet blev indgået, bl.a. på børneområdet.
Der er også givet penge til en lang række vigtige sociale foranstaltninger: Genhusning af borgere fra Mændenes Hjem, der skal sættes i stand, transitprogram for udenlandske migranter, sociale viceværter ved H17 i Kødbyen og ved skæve boliger rundt i byen.
Endelig er der afsat midler til, at byens fysiske rammer fungerer bedre: til at oprette et større antal p-pladser til erhvervsparkering, til at udbygge muligheden for delebiler, til toiletter på Amager Strand og Basargrunden på Nørrebro. Og til at fuldende havnebussernes rute til Orient Kaj i Nordhavn og bygge tre nye stop. Samtidig blev også af sat en pulje til at styrke biodiversiten og den vilde natur i byen.
Parterne blev også enige om at udvide antallet af badezoner i Københavns Havn – og at tage den fredede bygning på Vesterbrogade 59, der tidligere husede Københavns Museum, af salgslisten for at beholde det fine palæ til kommunale formål.
Læs pressemeddelelsen her og se faktaark.