Fredag er partierne bag boligskatteforliget, det vil sige regeringen samt Venstre, Dansk Folkeparti, De Radikale, De Konservative og Liberal Alliance, blevet enige om at lette ejendomsværdiskatten fra næste år.
Samtidig stiger grundskylden mindre end ellers forudsat fra 2021 til 2024.
Her er hovedelementer fra aftalen:
* Ejendomsværdiskatten bliver lempet med 3 milliarder kroner i 2021-2023.
* Boligskatterne bliver varigt lempet med 0,6 milliarder kroner før tilbageløb, set i forhold til hvis boligskatteomlægningen ville være blevet gennemført i 2021.
* Grundskylden kan højst stige med 2,8 procent hvert år i perioden 2022 til 2024.
* Indefrysningsordningen for grundskyld, som har været obligatorisk, bliver gjort frivillig. Man kan således vælge at betale den indefrosne grundskyld fra 2021. Såfremt man vælger at holde fast i indefrysningen af grundskylden, vil det stadig være rentefrit.
* Kommunernes grundskyldpromiller kan ikke blive sat op i perioden 2021 til 2028. Det samme er tilfældet for de kommunale dækningsafgiftssatser.
* 100 millioner kroner bliver afsat til at forbedre vilkårene for pensionister, der bor i ejer- eller lejebolig.
* De boligejere, der har betalt boligskat af for høje vurderinger i årene 2011 til 2020, får penge tilbage. Det forventes lige nu, at omkring 13 milliarder kroner skal tilbagebetales til boligejerne
Kilde: Skatteministeriet.
/ritzau/