Over hele landet har kommuner fremskrevet anlægsprojekter for milliarder i bestræbelserne på at holde gang i den lokale økonomi og beskæftigelse. Og med den midlertidige fjernelse af anlægsloftet kommer der nu endnu mere gang i kraner og gravemaskiner rundt omkring på byggepladserne.
I Hørsholm Kommune lød den første erhvervspakke under corona-epidemien på godt 43 millioner kr., og nu er der kommet fremrykkede anlægsinvesteringer til for yderligere ca. 26 millioner, så de to pakker nu samlet set er omkring 70 millioner kroner værd. Det skriver Sjællandske.
Men det stopper ikke her, lover borgmester Morten Slotved (K):
“Det bliver så ikke som deciderede pakker som hidtil, men enkeltprojekter,” oplyser han til mediet.
Økonomiudvalget kiggede på sit seneste møde på en lang liste over mulige anlægsinvesteringer, der kan rykkes frem. Nogle af dem er nye projekter, andre projekter, der var sat penge af til i forvejen, men som gennemføres i indeværende år. Et krav til at kunne bryde anlægsloftet er nemlig, at arbejderne skal påbegyndes og afsluttes i 2020.
Og der er nok at tage fat på – også af de helt små forbedringer.
Idrætsrådet har eksempelvis afleveret en lang liste af ønsker, der rummer lige fra en ny opvaskemaskine i basketballklubbens lokale, opretning og udskiftning af fliser foran Hørsholm Hallen over nyt tag på roklubben, udskiftning af flere 7 og 11 mands mål til nyt lys i badmintonhal.