Del artiklen:
Trafikselskaber som Midttrafik lider hårdt under kæmpe dyk i passagertal. Kommunerne må som ejere træde til med ekstra kapital, men er ikke garanteret fuld kompensation fra staten.
Trafikselskaber som Midttrafik lider hårdt under kæmpe dyk i passagertal. Kommunerne må som ejere træde til med ekstra kapital, men er ikke garanteret fuld kompensation fra staten. - Foto: Midttrafik

Trafikselskaberne kører med dundrende underskud på grund af corona, og krisen strækker sig formodentlig ind i 2021. Eksempelvis er Aarhus Kommune alene i år blevet anmodet om at spytte 155 mio. kr. i Midttrafik.

Af Iver Houmark Andersen, redaktør af NB-Kommune, [email protected]

Passagertallene er styrtdykket under coronakrisen i de trafikselskaber, som kommuner og regioner ejer. Derfor står trafikselskaberne nu med hatten i hånden og beder ejerne om penge. Krisen i bus- og togselskaberne kommer efter alt at dømme til at trække tråde ind i 2021 og måske også i 2022.

Midttrafik i Jylland er et af de selskaber, hvor krisen gør smerteligt ondt. Så ondt at selskabet alene i år forudser et underskud på 420 millioner kroner.

Da Midttrafik begynder at kunne se bunden af kassen – likviditeten strækker sig frem til 1. juli – har selskabet anmodet ejerne (region og kommuner) om økonomisk hjælp. Alene i år er Aarhus Kommune blevet anmodet om at skyde 154,8 millioner kroner ind i Midttrafik samt 67 millioner kroner i 2021. Det skriver Århus Stiftstidende

Bestyrelsesformand for Midttrafik Claus Wistoft regner med, at staten vil komme de betrængte trafikselskaber til undsætning. 

“Jeg er overbevist om, at der kommer en aftale med midler til at bringe os og andre trafikselskaber videre fra den her ekstraordinære situation. Mit håb er, at hjælpepakken hurtigt kommer på plads, så region og kommuner ikke behøver skyde ekstra penge i Midttrafik,” understreger Claus Wistoft over for Århus Stiftstidende.

Læs også:
Kommuner må betale ekstra ind til trafikselskaber i knæ

Også færre passagerer i 2021

Ifølge Midttrafiks prognoser er der udsigt til, at faldet i passagerer og indtægter vil strække sig ind i 2021 og måske endda 2022.

Derfor er der brug for, at der også er langsigtede perspektiver i en ny mulig støtteordning fra staten. Det mener Jørgen Nørby (V), som er formand for Region Midtjyllands udvalg med ansvar for kollektiv trafik.

“Corona-krisens konsekvenser er ikke overstået ved udgangen af i år. Det må og skal en hjælpepakke tage højde for. Alternativt kan det ende med, at vi igen skal se på mulige lukninger og omlægninger af busruter og anden kollektiv trafik. Vi kan ikke bare hente penge til kollektiv trafik fra et andet område i regionens budget,” siger Jørgen Nørby til Århus Stiftstidende.

Læs også:
Trafikselskab bløder og sender ekstraregning til kommuner