Del artiklen:
Trine Lund Boch døjer med den psykiske sygdom ADD, men er nu som 75 andre på kanten af arbejdsmarkedet kommet i arbejde med at gøre rent i Holstebro.
Trine Lund Boch døjer med den psykiske sygdom ADD, men er nu som 75 andre på kanten af arbejdsmarkedet kommet i arbejde med at gøre rent i Holstebro. - Foto: Holstebro Kommune

Cirka 75 kontanthjælpsmodtagere og fleksjobbere i Holstebro er under coronakrisen kommet i rengøringsjob. Det vækker glæde og viser, at mange er parat til at træde til på tværs af fagligheder og forvaltninger.

Af Iver Houmark Andersen, redaktør af NB-Kommune, iver@nb-medier.dk

Corona gør megen ulykke, men for nogle har virussen givet uventede muligheder.

Cirka 75 kontanthjælpsmodtagere og fleksjobbere i Holstebro Kommune er kommet i job under krisen som følge af de skærpede krav til rengøring. Det er kun lykkedes, fordi folk har trådt til på tværs af fagligheder, forvaltninger samt private/offentlige leverandører, mener udvalgsformand.

Siden coronakrisen satte ind, har der været ekstra fokus på at mindske smittespredning og dermed på hygiejne. Det har betydet ekstra brug for rengøring  af blandt andet børnehaver og skoler.

Det fik Jobcentret i Holstebro, institutionsledere og skoleledere til at stikke hovederne sammen virtuelt for at definere behovet og undersøge mulighederne.

Herefter tog jobkonsulenter i Jobcentret Holstebro kontakt til nogle af kommunens borgere for at tilbyde dem jobbet som husassistenter. 75 borgere takkede ja til muligheden for et rengøringsjob, og de arbejder fra 4-30 timer om ugen, fremgår det af en pressemeddelelse fra Holstebro Kommune.

“Eftersom regeringen delvist har suspenderet beskæftigelsesindsatsen, så behøvede borgerne faktisk ikke sige ja tak til vores tilbud,” forklarer Birgitte Frydensbjerg, centerleder Jobcentret Holstebro, der glæder sig over, at så mange alligevel tog imod muligheden.

29-årige Trine Lund Boch fra Holstebro har den psykiske diagnose ADD og er en af dem, som nu er kommet i job under coronakrisen. Hun gør rent på en skole.

“Overraskende nok synes jeg faktisk, det er blevet spændende at gøre rent. Jeg kan godt lide den tilfredsstillelse, at når jeg kommer hjem, så har jeg gjort en forskel. Det giver mig selvtillid og giver mig godt humør,” siger Trine Lund Boch til TV Midtvest.

‘Der brydes mange barrierer ned’

Jens Kr. Hedegaard, som er formand for Social- og Sundhedsudvalget i byrådet, glæder sig over, at der i en tid med krise og ekstraordinære behov udvises fleksibilitet og holdånd.

“Det er en fornøjelse at se, hvordan alle samarbejder og træder til på tværs af for eksempel fagligheder, forvaltninger og offentlige/private leverandører. Der brydes mange barrierer ned for tiden, og vi oplever en stor vilje og parathed til at omstille sig og bidrage der, hvor man kan,” siger Jens Kr. Hedegaard i pressemeddelelsen.

De 75 rekrutterede borgere og institutioner/skoler har fået oplæring af kommunens Quick Rengøring fra Center for Social Indsats, som har stået for oplæringen af rengøringen af blandt andet toiletter og legetøj i børneinstitutioner og på skoler efter myndighedernes retningslinjer.

På skole- og dagtilbudsområdet har den hurtige og afgørende hjælp på rengøringsområdet været med til at gøre genåbningen til en god oplevelse for børnene.

“Rengøringsopgaven har været stor, og vi kunne ikke klare genåbningen uden ekstra hjælp til rengøringen. Det har betydet, at vores faste personale langt hen ad vejen har kunnet fokusere på at få børnene godt tilbage i de vante omgivelser,” siger Torben Gudiksen, formand for Børne- og Familieudvalget i byrådet.

De nye husassistenter supplerer den private leverandør Forenede Rengøring.