Del artiklen:
Middelfart fik i april 344 nye ledige, og det koster kommunekassen dyrt, siger borgmester Johannes Lundsfryd. (Arkiv)
Middelfart fik i april 344 nye ledige, og det koster kommunekassen dyrt, siger borgmester Johannes Lundsfryd. (Arkiv) - Foto: Middelfart Kommune

I april meldte 344 sig ledige i Middelfart, og det koster kommunen i omegnen af 116.000 kroner om dagen, siger borgmesteren.

Af Jørn Sørensen, [email protected]

Det er dyrt for både den enkelte, men også for samfundet som helhed, når en borger mister sit arbejde og melder sig ledig på kommunens jobcenter.

Det kan borgmester i Middelfart Kommune Johannnes Lundsfryd (S) bekræfte.

Til Fyns Amts Avis fortæller han, at nøglen i den kommunale økonomi er, at der er mange borgere, og at en så stor del som muligt af dem er i arbejde.

Sidst i april talte kommunen 344 nye ledige, der har mistet deres job som en direkte konsekvens af coronakrisen. Derfor har kommunen lavet nogle estimater af det økonomiske aspekt:

“Stigningen i arbejdsløsheden koster os 116.000 kroner om dagen. Den høje ledighed er dyrt for de enkelte personer og deres familier, men det er også dyrt for samfundsøkonomien. De 116.000 kroner om dagen kan sagtens nå at stige de kommende uger og måneder. Og det er alene på udgiftssiden, men der kommer også færre skattekroner i kommunekassen, så det er endnu dyre. Det er vanvittig dyrt,” siger borgmesteren til avisen.

Middelfart har under coronakrisen igangsat 25 konkrete især mindre projekter for at holde gang i beskæftigelsen. Det er initiativer, som Johannes Lundsfryd kalder både “hidsige” og “offensive”. Det gælder især fremrykninger af anlæg for 64 millioner kroner:

“Når det er små projekter med mindre udbud, er der større chancer for, at det er lokale virksomheder, der får ordren, og at vi på den måde beholder arbejdspladserne hos os selv,” siger borgmesteren.