Udbruddet af coronavirus har medført, at en lang række begivenheder i forbindelse med 75-året for Danmarks befrielse er blevet aflyst eller udskudt.
Dagen bliver dog alligevel markeret flere steder, som man kan deltage i uden at forlade sin egen dagligstue.
Her kan du få et overblik over, hvordan 75-året blandt andet markeres:
* Det endnu uåbnede Frihedsmuseum tænder om aftenen 4. maj 75 lys, hvilket livestreames på en begivenhed på Facebook, hvor der opfordres til at følge trop hjemmefra.
* Klokken 20.36, hvor frihedsbudskabet lød i radioen i 1945, offentliggør Frihedsmuseet en alternativ udgave i en video med blandt andet kulturminister Joy Mogensen, direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev og en efterkommer af en af de danske jøder, der flygtede til Sverige.
* Folketinget markerer befrielsen ved at sætte lys i vinduerne på Christiansborg Slot, hvilket deles med video og billeder online. Folketinget opfordrer til at folk, der selv tænder lys i vinduet, deler det med hashtagget #tændlys4maj.
* Landets biskopper anbefaler, at kirker landet over lader kirkeklokkerne ringe i 15 minutter om morgenen den 5. maj, ligesom de gjorde i 1945.
* DR sender 4. maj om aftenen med et minde-program, hvor blandt andet statsminister Mette Frederiksen og Folketingets kor deltager. Programmet sendes fra en boligkarré i København, hvor publikummet er beboere, der følger med fra vinduer og altaner.
* PÅ TV2 sendes der 4. maj om aftenen en mindehøjtidelighed fra Mindelunden i København.
* Flere lokale arrangementer i forbindelse med 75 året er blevet udskudt til et senere tidspunkt – og flere steder markeres dagen alligevel med blandt andet flag, blomster og lys i vinduerne.
Kilder: Frihedsmuseet, Folketinget, Kirkeministeriet, DR, TV2.
/ritzau/