Penge til markedsføring af turistattraktioner i kommunen over for danskere og til to paddel-tennisbaner.
Det er nogle af de initiativer, som i aftes fik bred opbakning i byrådet i østjyske Hedensted Kommune. Her er man ligesom i andre kommuner bekymret for, at turisterhvervet bliver hårdt ramt af coronakrisen.
Ifølge Vejle Amts Folkeblad havde Venstre fremsat forslag om hjælpepakken til turisterhvervet. En hjælpepakke, som indebærer otte tiltag med alt fra en ny badebro til to paddel-tennisbaner til et samlet beløb på 4,3 millioner kroner.
De otte tiltag skal få resten af Danmark til at åbne øjnene for Hedensted Kommune som turistmål – og som derved kan erstatte tyskere og andre udefrakommende turister.
“Det handler først og fremmest om at sørge for dansk turisme i vores kommune… Jeg håber, at byrådet vil bakke op om den lokale hjælpepakke, der skal holde gang i det hårdt ramte turistliv,” siger Venstres gruppeformand, Ole Vind, ifølge Vejle Amts Folkeblad.
Både den socialdemokratiske borgmester, Kasper Glyngø, og SF’eren Torsten Sonne Petersen roser forslaget fra Venstre.
“Det er et godt initiativ, som både gavner turismen og vores kultur og natur. Det vil uden tvivl være en gevinst for hele området,” siger Torsten Sonne Petersen ifølge avisen.
I andre kommuner er man også stærkt optaget af at forebygge nedgangen i turismen. I for eksempel Fredensborg Kommune har man derfor valgt at afsætte 120.000 kr. til en ekstra markedsføringsindsats af Nordsjællands seværdigheder.