Del artiklen:
Trafikselskabet Midttrafik er havnet i alvorlige økonomiske vanskeligheder på grund af coronakrisen. Billetindtægterne er faldet med 90 procent de seneste måneder.
Trafikselskabet Midttrafik er havnet i alvorlige økonomiske vanskeligheder på grund af coronakrisen. Billetindtægterne er faldet med 90 procent de seneste måneder. - Foto: Midttrafik

Coronakrisen har ført til enorme økonomiske problemer for Midttrafik i Jylland, der nu sender kæmpe ekstraregning til 18 ejerkommuner. De kræver til gengæld, at staten efterfølgende sender en hjælpepakke.

Af Jørn Sørensen, [email protected]

Coronakrisen har fået så vidtgående konsekvenser for trafikselskabet Midttrafik, der er ejet af de 18 midtjyske kommuner og Region Midtjylland i fællesskab, at man står til at miste 420 millioner kroner.

Det skriver Århus Stiftstidende. Krisen i Midttrafik er langt fra enestående, idet trafikselskaber over hele landet har oplevet brat indtægtsnedgang siden 10. marts.

De seneste par måneder er billetindtægterne i busser og letbanetog faldet med 90 procent i Midttrafik, og samtidig har nye udgifter til eksempelvis hyppigere rengøring af busser presset økonomien yderligere.

Ifølge formand for Midttrafik Claus Wistoft er det en meget alvorlig situation. Den betyder, at der er en ekstraregning undervejs til kommunerne.

“Lige nu rækker Midttrafiks likviditet til 1. juli, men den periode kan meget hurtigt gå. Derfor ender det efter alt at dømme med, at vi i slutningen af denne uge må forlange ekstraordinære indbetalinger fra ejerne i form af kommunerne og Region Midtjylland. Ellers går det galt,” siger Claus Wistoft.

Kommuner og region skal redde situationen

De midtjyske har forstået alvoren. Fra flere kommunale politikere lyder det, at man er klar til at yde ekstraordinær økonomisk hjælp til det trængte trafikselskab.

Men for blandt andre Favrskov-borgmester Nils Borring (S) gælder det om hurtigt at få pengene igen via en national hjælpepakke på området.

“Jeg forventer, at Midttrafiks manglende indtægter, der skyldes nedlukningen i forbindelse med coronakrisen, indgår i de merudgifter, som regeringen har lovet at dække for kommunerne”, siger Nils Borring.

Det krav går igen i Skanderborg, Odder og Aarhus kommuner.

“Staten har et ansvar for at hjælpe. Der er behov for større fokus på kommunernes vilkår og den konsekvens, det får, eller kan få for velfærden. Det er rimeligt, fordi uagtet om vi er kommune eller stat, er det de samme mennesker, vi skal skabe bedre løsninger for,” siger teknik- og miljørådmand Bünyamin Simsek (V) fra Aarhus Kommune til Århus Stiftstidende.

Torsdag holder bestyrelsen i Midttrafik ekstraordinært møde. Forventningen er, at kommunerne derefter anmodes om at indskyde penge for at undgå en kollaps i den kollektive trafik.