Fællesskab er vigtigt for os alle, og for teenagere kan den sociale kontakt i skolen være altafgørende. Derfor er det vigtigt, at eleverne fra 6.-10. klasse kan vende tilbage til skolebænken snarest muligt. Hvis ikke i hele landet, så i de kommuner, der kan opfylde retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen.
Det mener i hvert fald borgmester i Rudersdal Jens Ive (V), som til Frederiksborg Amts Avis siger:
“Det er synd for eleverne i de store klasser, hvis de skal gå i fem måneder uden social kontakt med deres skolefællesskab. De stærke elever skal nok klare sig, men især i teenageårene er der mange unge, der er særligt sårbare.”
“De kan være socialt udfordrede eller måske komme fra hjem, hvor der er uro. Her er skolen og kammeraterne et frirum, og i skolen kan de tale om problemerne i fortrolighed med en lærer eller med andre voksne.”
Borgmester i Halsnæs Steffen Jensen (S) supplerer:
“Vi følger 100 procent de guidelines, der kommer fra regering og folketing, men der er forskel på Halsnæs, Gribskov og København, og vi kunne her lokalt lave løsninger, hvor de unge mødes to-tre gange om ugen, ude i naturen med 10 elever og en lærer. Det vil have stor gevinst, ikke mindst for de sociale tilhørsforhold.”
Spørgsmålet om, hvordan de enkelte kommuner skal genåbne er en del af de igangværende forhandlinger i Folketinget om den gradvise genåbning. Forhandlinger som pågår her tirsdag.