Del artiklen:

Vi har brug for en bedre sammenhængende styring på socialområdet. Den skal styrke fleksible og individuelle løsninger frem for standardsvar. Og ikke være baseret på gentagne, fejlagtige antagelser om, at de fagprofessionelle mangler viden om effekten af deres arbejde.

Af Ann Hermansen,
og Marie Østergaard Møller,
og Simon Østergaard Møller,
og Vibeke Norman Andersen,

Regeringen har med statsminister Mette Frederiksen sat udsatte børn og unge øverst på den politiske dagsorden. Hun slog til lyd for, at det at skabe gode opvækstvilkår og lige muligheder for medborgerskab for udsatte børn og unge er en kerneopgave og ikke et marginalt serviceområde i et hjørne af velfærdsstaten. Dermed var nytårstalens et frisk pust til en dagsorden, der længe har været styret af økonomiske argumenter for politiske prioriteringer.

Sociale indsatser skal være individuelle

Vi er enige i Mette Frederiksens understregning af, at udsatte børn og unge skal gives mere og bedre opmærksomhed. Men vi finder det også problematisk, at hun foreslår direkte metodiske løsninger, nemlig flere anbringelser. En social indsats bør altid være individuelt funderet og baseret på et fagprofessionelt skøn.

Når vi styrings- og ledelsesmæssigt prioriterer at styrke og understøtte det fagprofessionelle skøn, viser vi netop vejen for at inkludere udsatte børn og unge i langt højere grad i samfundet. Derfor kan valget af indsats på ingen måde være et politisk-administrativt anliggende.

Behov for nye styringsantagelser

Der er i vores øjne i stedet behov for, at styringen af socialområdet indrettes efter, hvad der er virksomt for de berørte borgere. Med andre ord: den fagspecifikke kerneopgave i stedet for de økonomiske rammevilkår for opgaveløsningen. For Slotsholmen kan næppe afgøre, hvad det virksomme er for den enkelte borger.

Et velfungerende socialområde afhænger i sidste ende af, at socialrådgivere, socialpædagoger, psykologer og andre fagprofessionelle træffer “de rigtige beslutninger” i deres interaktion med borgerne. Den “rigtige beslutning” er imidlertid ingen enkel størrelse, uanset hvilke politiske hensyn man ønsker at tilgodese. Den er derimod en kompliceret afvejning af mange hensyn: Hvilken social indsats vil virke godt for den enkelte borger? Hvilke økonomiske muligheder er til stede? Hvad er politikken på området? Hvad er etisk rigtigt? Og hvad er de lovgivningsmæssige rammer?

Hvad er ”de rigtige beslutninger”?

Alligevel indrettes styringen af socialområdet ofte efter en tankegang, om at ”de rigtige beslutninger” er enkle for frontlinjens fagprofessionelle. At de kan instrueres, stilles op i retningslinjer og tjeklister. Eller også antager vi, at socialområdets udfordringer skyldes, at styringen er for restriktiv eller kontrollerende. Eller at de fagprofessionelle mere eller mindre bevidst obstruerer de ledelsesmæssige eller politiske beslutninger.

Ingen af disse antagelser er i vores øjne retvisende analyser af styringsudfordringerne på socialområdet. I stedet afspejler de for det første en fortænkt magtkonflikt mellem offentlige ledere og fagprofessionelle. Og for det andet er de en teknisk-administrativ forståelse af sociale indsatsers effekter. En forståelse, der groft sagt reducerer de fagprofessionelles indsats til at være neutrale oversættere af procedurer og manualer for interaktionen med borgerne.

Gentagelse fremmer … gentagelse

Disse antagelser er ikke gangbare, når vi ønsker at fremme kvaliteten af styring, ledelse og indsatser i det sociale arbejde med sårbare børn og voksne. Hvis vores politisk-administrative styringstilgange reproducerer de samme fejlagtige antagelser om og om igen, får vi systemer, der ikke skaber styring. De skaber tværtimod spændinger og dysfunktionel adfærd i de organisationer, der har ansvaret for og kompetencerne til netop at skabe effekter af de sociale indsatser.

Det, mener vi, har ført til, at værdien og prioriteringen af den fagprofessionelle indsats og dømmekraft er blevet systematisk forsømt og undervurderet. Det gælder både i den politiske styring, den administrative planlægning og den fagprofessionelle ledelse af socialt arbejde.

Kompromis mellem styring og fagprofessionel praksis

Megen styringslitteratur fokuserer på konflikten mellem de ledere, som har ansvaret for styringen af socialområdet på den ene side og de fagprofessionelle, som har ansvaret for at udøve service på den anden side. I stedet har vi behov for et stærkere kompromis mellem disse to positioner.

Vi har brug for, at styringen og ledelsen af den fagprofessionelle praksis udvikles efter, hvad der virker for borgeren. Og at den i højere grad er i tråd med kerneopgaven i professionel praksis: At gøre en positiv forskel i mødet med den enkelte bruger.

Så når nu både den offentlige og den fagprofessionelle styring er enige om, at kvaliteten i socialt arbejde netop afgøres i mødet mellem fagprofessionel og borger – hvad står så egentlig i vejen for, at styringen, ledelsen og organiseringen af den fagprofessionelle praksis kan styrkes?

Et svar kunne være, at det dominerende syn på god kvalitet i socialt arbejde har været forankret politisk-administrativt snarere end fagprofessionelt. Det ser vi bl.a. i det store fokus på at efterleve regler og sagsbehandlingsprocedurer, tydeligst i Ankestyrelsens gentagne kritik af kommunernes sagsbehandlingspraksis og i Socialstyrelsens fokus på kvalitet i sagsbehandlingen.

Lad forskningsgrenene mødes

Hvis vi i stedet inkorporerer resultater fra fx fagspecifik forskning, som peger på, hvornår og hvorfor sociale indsatser virker – og hvis vi fremmer, at den fagspecifikke forskning mødes og integreres med forskning om styring og ledelse. Så kunne vi måske begynde at finde løsninger på, hvordan man ledelses- og styringsmæssigt bedre kan understøtte, hvad der virker på det sociale område.

Ambitionen kunne jo være, at nye styringsformer kan integrere fleksible og ikke-standardiserede løsninger og styrke de fagprofessionelles dømmekraft i den enkelte velfærdsorganisation i stedet at hæmme den. Men måske er der ikke kun brug for nye systemer, men også et mere fundamentalt opgør med forståelsen af et socialområde, der groft sagt karakteriseres som bestående af ”skrivebordstegnede” målgrupper.

Vi må handle i dag i bevidstheden om, at vi bliver klogere i morgen

Erfaring viser, at det sociale område ikke er særlig målgruppestyrbart, fordi det i princippet inkluderer os alle sammen: Fra vuggestue til plejehjem, fra døgninstitution til terapiforløb. Området er på én gang måske det mest universelle og samtidig det mest individualiserede politikområde, vi har. Der kan være næsten utallige måder, hvorpå et problem hos en borger kommer til udtryk og hvilke konsekvenser det har for borgerens liv.

Derfor har vi brug for at skabe et bedre grundlag for opgaveløsningen, som understøtter og fremmer gode, velbegrundede beslutninger hos velfærdssystemets frontlinje. Det handler ikke mindst om at anerkende, at fagprofessionelle på socialområdet må handle på baggrund af usikker viden om, hvori den enkelte borgers problemer består og hvilke løsninger, som borgeren forventes at ville have gavn af. Men hele tiden med bevidstheden om, at man bliver klogere, efterhånden som den professionelle relation med borgeren udvikler sig i et samspil mellem den fagprofessionelle og borgeren.

Tag udgangspunkt i ’rigtige’ liv

Det kræver, at man fra centralt hold udskifter program- og standardtænkningen med en styringstænkning, der har udgangspunkt i betingelserne for ’liv’. Vel at mærke de ’rigtige’ liv, som leves i de lokalsamfund, hvor mennesker rent faktisk bor, fremfor i politikkens målgrupper. Det forudsætter adgang til, prioritering af og kompetenceudvikling i at bruge bedre og mere viden om, hvad der virker i de konkrete, lokale kontekster. Og endelig kræver det, at den enkelte organisation påtager sig et større ansvar for at organisere sig på en måde, så den viden kan integreres og bruges i den daglige praksis.

Simon Østergaard Møller er daglig leder af Metodecentret, Marie Møller er forsker i Propublic og lektor på Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet, Ann Hermansen er familiechef i Randers Kommune, og Vibeke Normann Andersen er direktør i Socialt Udviklingscenter (SUS).