Del artiklen:

Kun en ud af fire i aldersgruppen 11-15 år følger Sundhedsstyrelsens anbefaling om minimum en times daglig aktivitet, viser ny rapport fra Sundhedsstyrelsen. Især piger er dårlige til at følge anbefalingerne.

Af Alexander Stangeby, alexander@nb-medier.dk

Alt for mange børn foretrækker Fortnite fremfor fodbold, viser en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen.

Ifølge rapporten, der udkom i går, er det kun en ud af fire i alderen 11 til 15 år, der lever op til styrelsens anbefaling om minimum en times daglig motion konkluderer rapporten.

I undersøgelsen har man i en uge udstyret 1.677 5., 7. og 9. klasseelever med en bevægelsescensor på hoften for at indsamle mere præcise data, end man har gjort tidligere, hvor man spurgte deltagerne direkte.

Pigerne er mindre aktive end drengene

I undersøgelsen kan man læse, at der er stor forskel i drengenes og pigernes aktivitetsniveau, hvor især de 15-årige piger skraber bunden, da kun 6 procent opfylder anbefalingerne, mens de 11-årige drenge ligger i toppen med 42 procent, som er fysisk aktive minimum en time om dagen.

Ifølge Søren Østergaard, centerleder ved Center for Ungdomsstudier, er der flere årsager til, at pigerne er dårligere til at følge anbefalingerne end drengene. En af årsagerne er, at fra 4-5. klasse bliver pigerne mindre foreningsaktive, da de begynder at prioritere uddannelse højere og derfor fravælger at gå til sportsaktiviteter, mens drengene i højere grad tror, at de kan leve af fodbold, basket eller noget tredje. Dette kan man blandt andet se på ungdomsuddannelserne, hvor kun 20 procent af pigerne er foreningsaktive.

En anden årsag, hvis man spørger Søren Østergaard, er, at der er flere mandlige trænere i de lokale idrætsforeninger, end der er kvindelige, og at det derfor foregår mindre på pigernes præmisser.

”En af løsningerne er, at mødrene tager deres piger med til aktiviteter som løbeture, fitness og lignende, hvor de kan tale om tingene”, foreslår Søren Østergaard, samtidig med at forældrene også skal blive bedre til at tage fat i deres børn og vise initiativ.

Rapporten viser, at de 11-15-årige i gennemsnittet bruger lige under 11 timer på stillesiddende adfærd i hverdagene. I weekenderne er gennemsnittet over 12 timer.